Udskriv dette indlæg

Årets bank 2013

Nordeas reklame for kåringen til årets bank 2013Gennem de sidste år par år er jeg af og til stødt på store helsides annoncer fra Nordea, som fortæller mig, at Nordea er blevet kåret som årets bank i Danmark. For nylig så jeg igen en sådan helsides annonce i Jyllands-Posten, hvoraf det fremgik, at Nordea er kåret som årets bank 2013.

Men hvad vil det egentlig sige, at Nordea er kåret som årets bank? Er det noget, jeg bør tillægge betydning i mit valg af bank? Det satte jeg mig for at prøve at finde ud af, da det jo f.eks. kunne være rart at vide, om det var den bedste bank for kunderne, den bedste for aktionærerne eller noget helt andet. Men det viste sig ikke at være så let endda at finde ud af.

Det mest nærliggende havde jo nok været, at Nordea havde nævnt noget om det i deres store reklamer, men da det nu ikke var tilfældet, gik jeg ud fra, at de skrev noget om det på deres hjemmeside, så jeg gik ind og kiggede.

Det eneste, man kunne finde på Nordeas egen hjemmeside, var imidlertid en pressemeddelelse udsendt den 29. november 2013 lige efter kåringen. I den fokuserer man på kunderne og den gode rådgivning, man efter eget udsagn giver dem, men man nævner ikke med et eneste ord, hvad begrundelsen er for kåringen.

Så det blev jeg ikke så meget klogere af.

Dernæst gik jeg så ind på ”The Banker’s” (thebanker.com) hjemmeside, idet det er ”The Banker”, som er et internationalt finansmagasin, der har stået for kåringen.

Registrerer man sig som bruger på thebanker.com, får man adgang til det materiale, der er offentliggjort omkring kåringerne, hvilket til min store overraskelse også her vil sige stort set ingenting. Der er blot en kort begrundelse for, hvorfor de kårede banker er blevet kåret, men ikke noget om de generelle kriterier, der er anvendt ved kåringerne. Man kan heller ikke engang se, hvilke andre danske banker, der eventuelt har deltaget i kåringen. Og det viser sig, at det faktisk er en pris, man selv skal indstille sig til, så måske Nordea var den eneste danske bank, der deltog? I hvert fald kan man se, at kun 483 banker i alt deltog i kåringen på globalt plan, og det må vel siges at være et meget lille udsnit af det totale antal banker i verden.

Men hvad nævner The Banker så om baggrunden for at vælge netop Nordea i Danmark?

Jo i den smule begrundelse, der er, nævnes det, at Nordea er kåret fordi Nordea har været i stand til at skabe et bedre afkast end sine konkurrenter. Derudover nævnes det, at banken har en god kredit score og faldende tab på udlån. Det er det.

Så hvis reklamen skulle bibringe nogen den opfattelse, at Nordea med kåringen som årets bank 2013 skulle være den bedste bank for kunderne, så tager man altså alvorligt fejl.

Og så er vi fremme ved problemet med reklamerne, for hvad andet formål kan Nordea have med disse store annoncer end at få os forbrugere til at tænke, at vi skal vælge Nordea fordi banken år efter år bliver kåret som årets bank? Og er det ikke vildledende, når banken ikke med et eneste ord nævner baggrunden for kåringen?

Jeg må i hvert fald tilstå, at jeg føler mig snydt.

Skriv en kommentar




Hvis du gerne vil have et billede knyttet til dine indlæg, kan du få det hvis du får dig en Gravatar.

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.