Udskriv dette indlæg

Falske blogs forurener internettet

Splogs nej takNår jeg googler efter information om et produkt, jeg overvejer at købe, oplever jeg alt for ofte, at mange af søgeresultaterne leder mig hen til sider, som ikke har noget reelt indhold. Efter at have kigget lidt på siden viser det sig, at der er tale om en ret primitiv blog, som indeholder, hvad der kan se ud til at være blogindlæg, men som reelt blot er reklamer for en lang række forskellige produkter.

Den slags fupsider kaldes for splogs, hvilket er en sammentrækning af ordene “spam blog”, og de er opfundet af plattenslagere og underlødige markedsføringsfolk/-bureauer, som tjener penge hver gang de kan lokke folk til at klikke på et link på en af disse fupsider eller endnu bedre få nogen til at købe noget efter at have klikket på linket. Det er mennesker med en flosset moral, der er ligeglad med, hvordan de tjener deres penge, og som har fundet en måde at manipulere Google på, så de kommer til at ligge godt i søgeresultaterne på Google selv om hjemmesiderne som sådan er værdiløse for brugerne.

Søger du f.eks. på “billigt bredbånd” på Google, viser Google for det første 11 reklamer for bredbånd, 3 for oven og 8 i højre side. Og derudover er ca. halvdelen af de 10 egentlige søgeresultater på første side faktisk spam blogs. Det er jo en voldsom forurening af de søgeresultater, som skulle hjælpe os brugere med at finde reelle sider om det emne, vi søger på. Og især når man siger, at brugerne stort set aldrig går videre til side 2 i søgeresultaterne er dette skræmmende, idet Google jo så ikke længere tjener sit formål.

Sådanne sider er for os brugere totalt værdiløse, og vi spilder vores tid ved at kigge på dem i vores søgen efter reel information. Men hvorfor findes de overhovedet, og hvem laver dem?

Hvorfor eksisterer splogs og hvem laver dem?

Splogs eksisterer kun, fordi det er muligt at tjene penge på dem, og det er desværre muligt at tjene rigtig mange penge på splogs fordi i øvrigt seriøse virksomheder, der ønsker at sælge et reelt produkt for ofte er ligeglade med, hvordan de får fat på kunderne eller ikke sætter sig nok ind i, hvordan deres samarbejdspartnere skaffer kunderne.

Hvis vi tager netbutikken Wupti.com som eksempel, så vil Wupti forståeligt nok gerne have folk til at købe firmaets produkter, og derfor markedsfører Wupti sig. Det gør Wupti bl.a. via mere traditionel markedsføring som f.eks. tv-reklamer, men de gør det også via det, man kalder affiliate markedsføring, som er det, der resulterer i splogs.

Det foregår på den måde, at Wupti indgår et samarbejde med en mellemmand, i Wuptis tilfælde ser det ud til at være firmaet Partner-ads ApS. Wupti stiller så typisk en række bannerreklamer, billeder mv. til rådighed og aftaler den pris med Partner-ads, som Wupti er parat til at betale, hver gang det lykkes Partner-ads at få nogen til at købe noget på wupti.com.

Partner-ads indgår så som mellemled en masse aftaler med dem, der laver det beskidte arbejde, de såkaldte affiliates. Det er de plattenslagere jeg omtalte i indledningen. Når en affiliate indgår en aftale med i dette tilfælde Partner-ads, får affiliaten adgang til at reklamere for bl.a. Wuptis produkter, og jo bedre affiliaten er til det, jo flere penge tjener han. Affiliaten får således penge hver gang det lykkes ham at få nogen til at klikke på et link til et af Wuptis produkter eller købe et af Wuptis produkter.

Affiliaten går derfor i gang med at lave en række splogs, som skal lokke os brugere til at klikke på bannerreklamer, links mv., der fører os over på Wuptis hjemmeside.

Nogle af de affiliates, der reklamerer for Wuptis produkter har f.eks. oprettet de to hjemmesider køkkenmaskine.tv og printersiden.dk.

Hjemmesiden køkkenmaskine.tv

Hjemmesiden køkkenmaskine.tv

Hjemmesiden www.køkkenmaskine.tv kan man havne på efter at have søgt på forskelligt køkkenudstyr, og ved første øjekast ser det ud til, at der er tale om en reel blog med en masse information om forskelligt køkkenudstyr. Reelt er der imidlertid tale om en splog, hvor den, der har oprettet siden tjener penge på at lave en masse links til i dette tilfælde wupti.com og osuma.dk. Alle links og bannere på hjemmesiden linker til disse to netbutikker, og det eneste formål med hjemmesiden er at få brugerne til at klikke på disse.

På printersiden.dk er princippet det samme, blot er der her tale om en meget mere primitiv side med begrænset “indhold”.

Nu er Wupti kun et eksempel, en lang række i øvrigt seriøse virksomheder benytter sig af tilsvarende markedsføring. Firmaer som TDC og FDM Travel efterlyser ligefrem på deres egne hjemmesider affiliate partnere i jagten på kunder.

TDC's affiliate-side

TDC’s affiliate-side

TDC’s affiliate-side tilbyder TDC således deres affiliate partnere op til 1,50 kr. pr. klik, samt helt op til 525 kr. pr. salg.

FDM Travels affiliate-side skriver FDM Travel, at deres affiliate partnere, hver gang de får en besøgende til at klikke på et banner eller et link og foretager et køb, kan tjene helt op til 260 kr. i kommission.

Affiliates betegner ofte deres arbejde som “content marketing” eller indholdsmarkedsføring på dansk, det lyder bedre, fordi man dermed prøver at signalere, at man skaber et reelt indhold, men realiteten er, at det de skaber, er værdiløst for os brugere.

Det er ikke unormalt, at en affililate opretter et hav af den slags sider, jeg har beskrevet ovenfor. I eksemplet med en søgning på “billigt bredbånd” er et af søgeresultaterne på første side hjemmesiden billigtbredbånd.dk, som er et oplagt eksempel på en splog. Billigtbredbånd.dk er oprettet af firmaet Content Marketing ApS, et firma som har oprettet over 50 af den slags sider, du kan se en oversigt her.

Hvordan genkender man en splog?

Splogs er typisk ikke svære at genkende, hvis du blot er lidt vant til at surfe rundt på nettet. Det der typisk kendetegner dem er:

  • Stort set alt hvad du ser af links på en splog er links til netbutikkers hjemmesider
  • En splog har intet eller kun begrænset reelt indhold
  • Enten findes der på en splog ikke sider som “kontakt” og “om denne blog”, eller også er disse sider stort set tomme eller skrevet på engelsk
  • Du ser sjældent nogen kommentarer til nogen af “indlæggene”, hvilket ellers er typisk for rigtige blogs
  • En splog er typisk oprettet som en wordpress blog, og typisk kan du se dette i bunden af hjemmesiden

Er splogs ulovlige og hvordan slipper vi for dem?

En splog er (desværre) ikke ulovlig, da der jo for så vidt blot er tale om reklame. Men som nævnt er de i højere og højere grad med til at forringe værdien af Google som søgemaskine, og man kan derfor håbe på, at Google vil gøre en indsats for at forhindre den slags sider i at ligge så højt i søgeresultaterne.

Derudover burde seriøse virksomheder selvfølgelig holde sig for gode til at benytte partnere som opretter splogs.

Endelig burde dem, der opretter splogs afholde sig herfra, men det er nok for meget at forlange. Hvor der er penge at tjene, er der også plattenslagere, der udnytter det.

Kommentarer (2)

Trackback URL | Comments RSS Feed

  1. Claus Hansen siger:

    Jeg er langt fra enig med dig. Det kan godt være at vi er nogen der tjener penge på reklamer, men vi yder en service overfor vores brugere af hjemmeside. Det bliver vi så belønnet for.

    Jeg er enig i, at der findes hjemmesider, som kun tænker på at reklamere uden at de giver værdi for brugerne – men sådan som Google er bygget op, så falder de stille og rolig ned i rank. Nu søgte jeg lige på billigt bredbånd, og kiggede lidt på de sider, og faktisk mener jeg, at de hjælper forbrugerne til det rigtige valg af internet til den rigtige pris. Jeg ved ikke hvorfor du mener det er spild af tid at kigge på, men det sparer forbrugernes tid, istedet for at de kigge alle internetudbyder igennem.

    Vi har dog hver vores mening, men synes det er noget af en udmelding, og mener du bedømmer alle ud fra nogle dårlige oplevelser du har haft.

  2. Cille siger:

    Jeg er ikke helt sikker på at jeg forstår indlægget, er det fordi du har tabt terræn til en konkurrent indenfor affiliate, som har gjort brug af såkaldte splogs? Eller er det blot lidt alm information?

Skriv en kommentar




Hvis du gerne vil have et billede knyttet til dine indlæg, kan du få det hvis du får dig en Gravatar.

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.