Udskriv dette indlæg

Jeg har vundet en million euro

"Dokumentation" for den store lotterigevinst

"Dokumentation" for den store lotterigevinst

Det er helt fantastisk. Her den anden dag fik jeg en mail om, at jeg har vundet en million euro (7,5 millioner kr.) i det hollandske sponsorlotteri, Sponsor Loterij Netherlands. En million euro! I et lotteri, jeg ikke en gang har købt lodsedler i.

Det lyder næsten for godt til at være sandt. Og det er det selvfølgelig også. Og det ved de fleste jo godt. Men desværre er der nogle, som gerne vil tro, det er rigtigt, og de vælger at svare på den slags mails. Men hvad sker der egentlig, når man gør det?

Det besluttede jeg mig for at finde ud af, så jeg svarede derfor på mailen fra det (falske) hollandske lotteri og sagde, at det glædede mig, at jeg havde vundet, og samtidig spurgte jeg til, hvornår jeg fik mine penge.

Herefter skete der to ting. Jeg fik for det første hurtigt et svar tilbage med ”dokumentation” (se billedet herover) for at jeg havde vundet og derudover en formular, jeg skulle udfylde og returnere for at få pengene. Jeg skulle blot indtaste navn og adresse og så nogle lotto-oplysninger fra den første mail, de havde sendt mig, så det gjorde jeg og returnerede den til dem.

Men udover svaret skete der for det andet det, at jeg inden for en uge modtog yderligere 3 mails fra andre lotterier, hvor jeg havde vundet

  • 3.500.000 dollars i noget der hed Secured Mega Online Promotion
  • 2.500.000 dollars hos DeLotto Italia/ the Windows© E-Award
  • 950.580 dollars hos Dutch Zerman Lotto

Det var da en ganske god indtægt på en uge – hvis altså ikke det hele var snyd. Disse 3 mails har jeg jo højst sandsynligt fået fordi jeg svarede på den første, så nu tror de, at der er gået et offer mere i fælden, og så er det jo med at prøve at få det meste ud af det.

Den såkaldte legaliseringsformular

Den såkaldte legaliseringsformular

Men tilbage til den første million jeg vandt. I den tredje mail – først i den tredje mail – viser svindlerne deres ”sande” ansigt eller i hvert fald deres formål med i det hele taget at sende denne slags mails. For her viser det sig, at jeg for at få min store gevinst skal udfylde endnu en formular – en legaliseringsformular kalder de det. Det er en formular, som de oplyser skal indleveres til Den Internationale Domstol i Haag, Holland, for at jeg kan få pengene udbetalt. Og retten skal have et mindre gebyr på 550 euro (ca. 4.000 kr.) for at ekspedere sagen, penge som de beder mig indbetale via pengeoverførselsfirmaet Western Union.

Se, nu skal jeg lige pludselig selv til at have penge op af lommen for at modtage min store gevinst. Det lyder da lidt mærkeligt, gør det ikke. Jeg har vundet en million euro, men skal lige betale 550 euro for at få dem?

Og hvis det endelig var sandt, hvorfor kunne jeg så ikke betale med kreditkort eller via en bankoverførsel. Hvorfor skal jeg absolut bruge Western Union? Det er der en rigtig god grund til. Western Union har specialiseret sig i at overføre penge uden at det er muligt at spore modtageren af pengene. Så når først modtageren har afhentet pengene, er de væk. Hverken jeg, Western Union, politiet eller andre kan finde modtageren, han er anonym. Og det er jo en lækkerbisken for svindlere. De kan modtage penge uden at blive sporet.

Nogle få – men desværre for mange – vil lade sig friste af den store gevinst og overfører de 550 euro. Det er jo ikke så meget, hvis jeg bagefter får 7,5 millioner kr. er tankegangen. Men man får aldrig den store gevinst. Det eneste, der sker, hvis man overfører de 550 euro er, at svindlerne finder ud af, at de har fundet et godtroende offer, og så finder svindlerne meget hurtigt på forskellige grunde til, at man også lige skal betale forskellige andre gebyrer, og sådan bliver det ved, indtil offeret endelig indser, hvad der foregår.

Så det bedste råd når du modtager den slags mails er at du blot sletter dem. Det nytter ikke noget at klage nogen steder hen eller at melde det til politiet. Den eneste måde at komme det til livs på er at ingen lader sig narre til at sende penge.

Se den e-mail korrespondance, jeg har haft med det (falske) hollandske sponsorlotteri.

Læs mere om emnet i temaet Falske lotterier i Svindelgalleriet her på siden.

 

Kommentarer (3)

Trackback URL | Comments RSS Feed

  1. Helle siger:

    Tak for den gode historie ha ha betal 4000 bob og så er pengene dine, ja den er go.Sikkert er der nogen der vil tro på det, men håber de vil besinde sig og tænke sig om en ekstra gang.

    Jeg får osse mange mails med alt muligt omkring penge og altid i forbindelse med hvis jeg har meldt mig til noget jeg syntes kunne være spændene at følge med i.

    Så begynder der efterfølgende at dukke denne her slags mails op.

    Jeg har en formue jeg gerne vil dele, min tante er syg og et eller andet adelsnavn blir brugt,eller jeg er sir bib bob og har et forslag jeg betror mig til dem og bla bla formue ,men det kan osse være kinesisk yen tjong whatever, men sjovt nok mailen er ikke sendt til mig personligt:)
    ´
    Jeg er døende og vil dele min formue har et sidste ønske….bib .. hva ve jeg og stort set bliver der sendt mange af den samme slags forskellige steder fra.Teksten kan være byttet lidt rundt, men det er stort set det samme det handler om.

    Jeg har så forsøgt for sjov at lade en adresse komme i uønkset mail efter der samme dag er kommet nogle af disse mails ind og så havner de der kedelige formuende mails osse der.Og så unsuskriber jeg:)

    Jeg ser jo at der er en sammenhæng mellem disse mærkelige mails og det at tilskrive sig noget på netter.Og så stopper nogle af de mange betler breve.

    Det var lige noget jeg tænkte på mens jeg læste dit.
    Hilsen Helle

  2. marianne siger:

    ja men ikke let at slette de ting man får i postkassen hehe, og ikke nemt at sende retur når der ingen afsender er på men pyt jeg er så ligeglad og gider ikke engang åbne de breve så de rydder i skraldespanden når jeg går forbi fra postkassen og ind igen.men lige en advarsel der i svindel galleriet er der en der kalder sig marie france hun sender de akkurat samme ting som pg har fået fra hende for nogle år siden der kaldte hun sig maria duvall først da jeg bare ignorede hendes post begyndte hun at kalde sig marie france der var foto af hende på hendes materialer sjov nok den samme kvinde der har 2 navne og dum gjort af hende at sende skrammel til den samme person i begge hendes navne med få dages mellemrum. jeg vil da i den sag sige de er da for dumme det er os der er kloge at de ikke selv kan regne den ud så har man da ikke brikkerne så meget iorden som vi modtager har :)

  3. Tina Petersen siger:

    Min mand modtog også sådan en mail engang, han skrev til dem at de bare kunne tage pengene i hans gevinst -de måtte for hans skyld beholde det halve, bare han fik den anden halvdel…han hørte aldrig fra dem igen!

Skriv en kommentar




Hvis du gerne vil have et billede knyttet til dine indlæg, kan du få det hvis du får dig en Gravatar.


3 + 3 =