Udskriv denne side

Nigeriabreve

Har du modtaget en mail fra en, der siger, at han har en masse penge, som han har brug for din hjælp til at få ud af et eksotisk land? Lad dig ikke narre. Du er ikke ved at blive rig, du er ved at blive snydt.

Se nedenfor, hvad det går ud på.

 

Hvad er et Nigeria-brev og hvad går svindlen ud på?

Et Nigeria-brev er en e-mail (eller måske et brev) fra en person som påstår, at han er en nuværende eller forhenværende bankmand, militærperson, (eks)præsident eller lignende. Denne person har en masse penge stående på en konto i en bank i sit hjemland, som han ønsker at få ud af landet, og til det har han brug for din hjælp. Hvis han får lov til at sætte de mange penge ind på din konto, skal du blot videresende måske 80 % af pengene til en anden konto, og så kan du selv beholde de sidste 20 %.

Det lyder næsten for godt til at være sandt. Og det er det også. I sidste ende er det nemlig altid dig, der skal sende penge først, inden de mange millioner kan overføres til din konto, og som du måske allerede har gættet, så bliver de mange millioner aldrig overført til din konto. Der er tale om et svindelnummer, som udelukkende har til formål at narre penge ud af dig.

Man kalder dem Nigeria-breve, fordi de oprindeligt gav sig ud for at være afsendt af nigerianske embedsmænd. Det er der stadig mange af e-mailene, der gør, men i dag kommer mange af brevene også fra mange andre steder, og udtrykket bruges derfor i dag generelt om den pågældende form for svindel.

Nigeria-brevs svindlen kaldes også 419-svindel (419-scam) efter paragraf 419 i den nigerianske straffelov, som forbyder den pågældende svindel.

Et andet navn, man også ofte ser er ”advance fee scam”, som jeg ikke kan komme på en god dansk oversættelse af, men det kunne måske oversættes til ”forhåndsgebyr fidusen”, hvilket henviser til den måde, du bliver snydt på.

Begrundelserne for, at den pågældende er i besiddelse af så mange penge, og hvorfor han ikke blot selv kan flytte pengene, kan være mange, men der henvises ofte til en kæmpe arv, eller optøjer og revolution som har ført til at personen nu er interesseret i at få en masse penge ud af landet i en fart. Du vil derfor ofte også blive bedt om at holde det hele meget hemmeligt.

Svarer du på en Nigeria-mail, modtager du måske nogle officielt udseende dokumenter, der skal dokumentere, at pengene findes. Det gør de imidlertid ikke i virkeligheden. Alt er fup, og du ender med at blive franarret en masse penge.

I den første mail/det første brev står der formentlig ikke noget om, at du skal betale noget undervejs i processen, men det vil du få at vide i følgende mails. Typisk vil du først få at vide, at det er nødvendigt at betale et mindre gebyr til en advokat, for noget juridisk papirarbejde, en kurer, bestikkelse eller lignende. Betaler du gebyret, vil der altid opstå alle mulige andre situationer som kræver, at du bliver nødt til at sende endnu flere penge, inden pengene kan overføres, og sådan fortsætter det indtil du ikke har flere penge, eller til du opdager, at der er tale om et fupnummer. Der har aldrig været et stort millionbeløb. Hele historien er en løgn for at få dig til at betale.

Hvis ikke du allerede kender dem, kan du her se et par eksempler på Nigeria-breve

 

Hvor har de fået din e-mail adresse fra?

Det, at afsenderen af en Nigeria-mail kender din e-mail adresse, betyder ikke, at der så alligevel er en vis sandsynlighed for, at afsenderens hensigter er reelle.

Internetsvindlere har mange forskellige metoder til at indsamle e-mail adresser til brug for udsendelse af e-mail spam på. Bare for at nævne et par af mulighederne kan det være, at de simpelthen har gættet sig frem til din e-mail eller at de måske har fundet den et sted på internettet.

Hvad skal du gøre, hvis du modtager et Nigeria-brev?

Det eneste, du skal gøre, hvis du modtager et Nigeria-brev i din indbakke er at slette mailen. Du bliver ikke rig, men fattig af at svare på mailen, og der kommer heller ikke noget ud af at videresende mailen til myndighederne, som ikke har tid til den slags sager.

Hvem står bag Nigeria-brevene?

Det er udenlandske kriminelle, der står bag Nigeria-brevs svindlen, ofte professionelt organiserede kriminelle.

Svindlerne opererer typisk via anonyme e-mail adresser og telefonnumre, ligesom betaling typisk sker på en måde, der ikke kan spores (f.eks. via Western Union).

Kan man ikke få dem stoppet?

For at sige det pænt, så er decideret svindel på internettet nok ikke et område politiet prioriterer særlig højt.

Er du blevet snydt, kan du prøve at melde sagen til politiet, som har pligt til at modtage anmeldelsen, men du skal ikke forvente, at de foretager nogen egentlig efterforskning, eller at du kan få dine penge tilbage.

I praksis er den eneste mulighed for at komme Nigeria-breve og lignende til livs, at du blot lader være med at reagere på den slags mails. Er der ingen der reagerer på mailene, tjener afsenderne ingen penge, og så holder de op.

Har du spørgsmål?

Har du et spørgsmål, du ikke har fået svar på, eller synes du, der mangler noget i teksten ovenfor, så send mig en mail på kontakt@forbrugerbloggen.dk.

Kommentarer (56)

Trackback URL | Comments RSS Feed

  1. Ano siger:

    Hej.

    Jeg kender en, der skriver med en “soldat fra USA” der er i krig i Nigeria – jeg synes ikke at jeg har hørt om amerikanske soldater i Nigeria. Jeg kender en soldat herfra, der har været udsendt i mange lande også i Afrika, men ikke i Nigeria…

    Han har sendt et super flot billed af ham, men jeg synes nu, at der er virkelig noget galt! Han skriver HVERDAG til hende på engelsk – hej søde skat osv. Hun fortæller også at de har forsøgt Skype uden held, de har skrevet sammen hver dag i 1-2 måneder. Men jeg ved ikke om hun har betalt nogle penge? Han vil gerne kommme til Danmark.

    Kan dog også sige, at jeg er bange for at hun er naiv til det – hun er for resten min mands eks og har 3 børn med ham, at hun har været hos os fornylig og fortalte om ham amerikanske soldat – en meget flot fyr. Og hun ligner en typisk tynd og storryger, at hun ikke er særligt pænt. Hun er endda sød at snakke med, men er bare bange for at det hele er falsk 🙁

    Er andre, der også chatter med en amerikansk soldat fra Nigeria?

  2. Hej Ano

    Du kan være helt sikker på, at det er svindel, og det vil vise sig, når den flotte amerikaner beder om penge til flybilletten til Danmark. Han finder sikkert på en god undskyldning for, hvorfor han ikke lige selv kan betale den, men han vil uden tvivl bede om at få penge tilsendt, og så afslører det hele jo forhåbentlig også lidt sig selv for din mands eks.

  3. Michéle Gade siger:

    Jeg har også netop opdaget, jeg er blevet scammet, af en flot amerikansk soldat, jeg mødte på et datingsite. Han påstod han var udsendt i Libyen pt. Han virkede meget troværdig, og ville gerne kunne sms’e mig, mens han var i Libyen. Men det krævede at jeg ansøgte US Army om tilladdelse, og skulle skrive hans soldat nr. Reference nr. Osv. Det virkede troværdigt, og jeg fik en mail tilbage fra US Army, som ville have mit fulde navn, adresse og Tlf. Som jeg dum og naivt nok sendte dem. Heldigvis har jeg en klog 14 årig datter, hun prøvede at sætte et af de billeder ind, han havde sendt mig, på Google. Og straks kom der advarsler om ham, utallige advarsler. Han florerer åbenbart på mange datingsites, og har snydt mange kvinder. I virkeligheden er han fra Nigeria! Jeg føler mig utrolig dum, og vil gerne høre om han kan misbruge de oplysninger jeg fik sendt. Altså fulde navn og Tlf nummer? Jeg håber det virkelig ikke, og er temmelig utryg nu!

  4. iben dittmer siger:

    Haha så er jeg ikke den eneste. Blev for halvanden måned siden kontaktet af den lækreste dejligste fyr (udstationeret i Nigeria ) fra california sgt og hele molevitten. Det måtte være for godt til at Være sandt jeg begyndte at Google osv. Fandt frem til nigeria scammers. Han var utrolig dejlig og lækker, skrev sammen på viber, de mest søde og fantastiske beskeder. En bekendt af mig fandt ham på facebook : han havde stjålet en ung (dræbt )soldats identitet og de billeder han havde sendt til mig kunne jeg se der. Han ville komme til dk og da han bad om 170 euro (ventede kun på dette ) så forelagde jeg ham det hele m billeder osv og jeg blev kaldt alle ukvemsord der findes. Shaun young hedder den unge soldat. Jeg kontakter hans familie på fb om at få lukket hans profil men de har endnu ikke set min besked.

  5. Christian Aagaard siger:

    Hej.

    Jeg har nu set et nyt eksemplar på disse fantastiske breve efter at jeg blev kontaktet et antal gange af en hvis hr. Abdulla Bin Aqueeda Al Huhairi:

    ​”I have tried to think up a procedure to preserve this fund and use the proceeds for business. Some directors here have been trying to find out from me the information about this account and the owner, but I have kept it closed because, I know that if they become aware that Husson is late, they will corner the funds for themselves.

    Therefore, am seeking your co-operation to present you as the one to benefit from his fund at his death since you have the same name, so that my bank headquarters will pay the funds into your bank account. I have done enough inside bank arrangement and you only have to put in your details into the information network in the bank computers and document and reflect you as his next of kin beneficiary. If you concur with this proposal, I intend for you to retain 50% of the funds while 50% shall be for me.”

    Så pas på!

  6. Claus Lindemann siger:

    Jeg har fået en fra Hesham Abdulla Al Qassim.
    Vice Chairman of the Board, Emirates NBD

    Titlen og navnet er ægte nok, og jeg stødte ind i ham da han
    connectede mig på linkedin. Dagen efter havde linkedin fjernet profilen. Han skreve det sædvanlige vås til mig med en kæmpe arv på 30 mil kroner 🙂

Skriv en kommentar




Hvis du gerne vil have et billede knyttet til dine indlæg, kan du få det hvis du får dig en Gravatar.

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.