Det er vel efterhånden almindeligt kendt, at hvis der er noget Post Danmark ikke er så god til, så er det at bringe pakker ud.

Med et nyt initiativ har Post Danmark tilsyneladende også selv erkendt dette. Nu har man nemlig lavet en løsning ved navn ”Døgnposten”, som går ud på, at modtager selv kan afhente sine pakker i stedet for at få dem leveret.

Misforstå mig ikke, det er da smart, at jeg nu (hvis jeg bor i en større dansk by) får mulighed for rent faktisk at få de pakker, jeg bestiller, men hele løsningen havde jo ikke været nødvendig, hvis ellers Post Danmarks pakkeomdeling havde fungeret. Og det bliver jo formentlig heller ikke billigere at sende pakkerne, selv om Post Danmark nu kun sender, men ikke bringer pakkerne.

Det kan man jo imidlertid ikke bruge som salgsargument, så derfor markedsfører man døgnposten som en ny service under overskriften ”Pakker når det passer dig”. Og i stedet for at jeg kan få pakken leveret på min bopæl, er fordelen nu, at jeg selv kan hente den, når det passer mig, og at jeg selv kan bestemme, hvor jeg vil køre hen og hente den. Det er da go’ service, er det ikke?

Mere ideelt havde det jo været om Post Danmark havde valgt at indrette sin pakkeomdeling hele vejen ud til modtager mere moderne og prøvet at leve op til det gode gamle slogan: ”I regn og slud – posten skal ud”.