Hvem skulle have troet, at store velkendte danske mediekoncerner som Egmont og Aller Press medvirker til, at masser af danskere bliver snydt af plattenslagere?

Ikke desto mindre er det tilfældet. Egmont og Aller Press samt virksomheden Responsgruppen ApS (udgiver af kuponhæfter) har siden oktober 2008 været med til at gøre det muligt for firmaet bag de falske sandsigere Marie France og Marcos von Ring at nå ud til stort set alle danske husstande med deres vildledende annoncer, som prøver at narre danskere til at sende dem penge imod falske løfter om lykke og rigdom.  Og de 3 virksomheder har taget sig godt betalt for det. Næsten 1 million kr. har firmaet bag de to clairvoyante annonceret for i de danske medier siden oktober 2008, hvis man lægger listepriserne for annoncering til grund, og det bare i de medier, forbrugerbloggen.dk har kendskab til.

Udgivere kan straffes

Allerede tilbage i 1996 fastslog Højesteret, at udgivere kan straffes for at viderebringe reklamer i strid med markedsføringsloven. Det påhviler de virksomheder, der viderebringer reklamerne, at gennemse dem. Kan de ved et umiddelbart gennemsyn konstatere, at der er tale om en oplagt ulovlig reklame, kan de straffes, hvis de bringer den alligevel. Spørgsmålet er så, om reklamerne for Marie France og Marcos von Ring er så oplagt ulovlige, som Højesteret kræver, de skal være. Det kan kun en retssag afgøre, men  myndighederne i mange lande, herunder også Danmark, har da i hvert fald i mange år udtalt, at der er tale om plattenslageri, og en række danske udgivere lovede faktisk også for nogle år siden Forbrugerombudsmanden, at de ville ophøre med at bringe den slags reklamer. Men det har de enten glemt, eller også er der kommet nye spillere på banen.

Danskerne snydes for 300 millioner kr. om året

I England vurderer de engelske forbrugermyndigheder, at 3,2 millioner forbrugere, hvilket svarer til ca. 5,5 % af befolkningen, bliver snydt for 30 milliarder kr. hvert år af falske clairvoyante og alle mulige andre lignende svindelnumre.  Overført til danske forhold vil det sige, at omkring 300.000 danskere hvert år bliver snydt for 300 millioner kr. Det er med andre ord ikke småpenge, det drejer sig om, men desværre har svindlerne alt for let spil.

Der er selvfølgelig flere faktorer, der spiller ind, når man skal prøve at dæmme op for den slags. Politiet kunne forfølge og straffe dem, der står bag. Og vi forbrugere kunne blive bedre til ikke at lade os narre. Men kunne man ikke også med rimelighed forvente, at i øvrigt seriøse danske virksomheder ikke medvirkede til at gøre det muligt at narre godtroende danskere?

Oversigt over de annonceindrykninger i danske medier, som forbrugerbloggen.dk har kendskab til:

Medie Reklame for Dato Annoncepris (ex. moms) Udgiver
Guldkataloget Marie France Oktober 2008 219.000 kr. (opslag) Responsgruppen ApS
Aller Respons Marie France Januar 2009 199.000 kr. (opslag) Aller Press A/S
Guldkataloget Marcos von Ring Marts 2009 219.000 kr. (opslag) Responsgruppen ApS
Aller Respons (inkl. indlæg i Ude og Hjemme) Marcos von Ring April 2009 199.000 kr. (opslag) Aller Press A/S
Hjemmet Marcos von Ring Uge 22 2009 40.900 kr. (helside) Egmont Magasiner A/S
Hendes Verden Marcos von Ring Uge 22 2009 23.900 kr. (helside) Egmont Magasiner A/S
Her & Nu Marcos von Ring Uge 22 2009 32.500 kr. (helside) Egmont Magasiner A/S

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vil du vide mere om, hvordan de falske clairvoyante arbejder, se de breve, de sender til forbrugere, og hvem de er, så læs temaet Falske spåkoner og clairvoyante.