Advarsel - abonnementsfælde

Advarsel – abonnementsfælde

Er du en af dem, der har ladet sig lokke til at bestille en prøvepakke på et slankeprodukt eller lignende på nettet i den tro, at du kun skulle betale portoen for bagefter at finde ud af, at det var et abonnement, du tilmeldte dig, hvor sælger uden dit samtykke hæver penge på din konto hver måned?

Så er du ikke alene. Mange forbrugere bliver snydt at lidt for smarte og i nogle tilfælde bedrageriske firmaer, der helt bevidst gør meget ud af at fortælle potentielle ofre, at det de får er næsten gratis, mens de samtidig helt bevidst gør meget ud af at skjule oplysningerne om, at man reelt tilmelder sig et dyrt abonnement. Typisk kan man dog finde oplysninger om den løbende betaling, hvis man kigger godt efter, men oplysningerne lever på ingen måde op til de krav, man må stille, for at man kan sige, at der reelt er tegnet et abonnement.

Nogle af de produkter, der har været i søgelyset for denne fremgangsmåde på det seneste er slankeprodukter som f.eks. Slimvida, Cleanse Premium og Ketone Premium, men der findes også mange andre eksempler.

Men heldigvis behøver pengene ikke at være tabt, hvis der er hævet penge på din konto, du ikke føler, du har accepteret. Du skal for så vidt blot kontakte din bank og oplyse den om, at nogen har hævet (og måske fortsat hæver) penge på din konto uden dit samtykke. Gør du det, har banken pligt til straks at føre alle pengene tilbage på din konto igen. Banken må herefter kun hæve pengene igen, hvis den kan bevise, at du rent faktisk har sagt ja til at tegne et abonnement og er blevet ordentligt informeret om betingelserne – herunder om prisen – forud for købet.

Det var i hvert fald hvad Pengeinstitutankenævnet nåede frem til i en sag afgjort i efteråret 2011. I den konkrete sag (615/2010) havde en forbruger den 22. juli 2010 købt to prøvepakker med slankeprodukter via en blog på nettet. Købet skete ved indtastning af Visa/Dankort nr. og tilhørende kontrolciffer. Forbrugeren accepterede i forbindelse med købet at betale 4,99 euro (ca. 37 kr.) for hver af de to prøvepakker, men fik i øvrigt ikke information om eller sagde ja til et fortløbende abonnement. På trods af dette hævede sælger imidlertid i løbet af den næste måneds tid 1.250 kr. på forbrugerens konto. Da forbrugeren klagede til banken, krævede banken, at forbrugeren først skulle prøve at klage til sælger, da der var tale om et køb på internettet, men forbrugeren kunne ikke længere finde den side på nettet, hvor han havde foretaget bestillingen, og ordrebekræftelsen havde han heller ikke længere. Da banken på den baggrund afviste at betale pengene tilbage, klagede forbrugeren til Pengeinstitutankenævnet, som fastslog, at det måtte lægges til grund, at de 1.250 kr. var hævet uden forbrugerens samtykke, og forbrugeren havde derfor i henhold til lov om betalingstjenester § 62 krav på at få alle 1.250 kr. tilbageført på sin konto af banken. Da betalingen ikke var autoriseret af forbrugeren, kunne der ikke stilles krav om, at forbrugeren skulle klage til sælger først.

Bemærk, at du ifølge afgørelsen ikke behøver at klage til sælger først, så hvis banken kræver det, kan du bare henvise til Pengeinstitutankenævnets afgørelse, som fastslår, at du ikke har pligt til at klage til sælger.

Hvis du oplever problemer med at få tilbage fra banken, så skriv gerne til mig i kommentarfeltet nedenfor eller på min mail, som du finder under ”Kontakt”.