Vichy Liftactiv ProHvem vil ikke gerne undgå at få rynker og slippe af med de rynker, man allerede har fået? At bedømme efter de mange reklamer for kosmetikprodukter, der er på tv, i ugeblade o.s.v., taler vi her om et af de helt store områder, hvad markedsføring angår. Og at der er penge i det, er der vel næppe nogen, der er i tvivl om. Således er ejeren af L’oreal en af verdens rigeste kvinder.

Nu er der jo ikke noget i vejen med at tjene penge på at sælge kosmetik, men vi kender vist alle reklamer, hvor alle rynker på mirakuløs vis forsvinder, hvis man bruger en bestemt creme. Og har man prøvet en af disse cremer, ved man nok også, at de ikke holder, hvad de lover. Men indtil nu er det mit indtryk, at kosmetikfirmaer har kunnet slippe af sted med at sige hvad som helst i deres reklamer uden at myndighederne har interesseret sig særlig meget for det.

Det kan imidlertid være, det ændrer sig nu, for kort før jul vandt den svenske forbrugerombudsmand en retssag mod en af de helt store inden for kosmetikkens verden, nemlig L’oreal.

L’oreal blev dømt for vildledende markedsføring i Sverige af to af sine populære mærker – Lancôme High Résolution og Vichy Liftactiv Pro.

I sine reklamer havde L’oreal lovet ting som at rynkerne ville blive reduceret med 43 %, at cremerne ville genopbygge huden, at rynkerne repareres indefra o.s.v. Alt sammen udtryk der skal få os forbrugere til at købe netop de to produkter.

Under retssagen henviste L’oreal til, at der skam var dokumentation for virkningen af de to produkter. Man havde lavet forbrugertests, hvor en række forbrugere havde prøvet cremerne i en periode, hvorefter hver forbruger havde tilkendegivet, om de kunne registrere en forskel. Og derudover havde L’oreal også lavet en række laboratorietests, som skulle dokumentere effekten. Den slags kender vi også herhjemmefra. Det er den slags, der står med småtryk nederst i tv-reklamerne i nogle få sekunder.

Den svenske markedsdomstol mente imidlertid ikke, at L’oreals beviser var gode nok. L’oreal må derfor ikke længere markedsføre sig med, at selskabets ansigtscremer kan mindske eller fjerne rynker, medmindre firmaet kan fremlægge noget bedre dokumentation for, at produkterne virker, som de siger i reklamerne. Og det kunne man jo godt forestille sig blev ret vanskeligt.

Vi kan kun håbe, at de danske myndigheder også ville begynde at interessere sig for dette område.

Hvis du er interesseret, kan du læse dommen på den svenske markedsdomstols hjemmeside.