Du er her:
  • Oversigt
  • Bank
  • Hvor hurtigt skal banken betale mig pengene tilbage?

Hvis du har gjort din bank opmærksom på, at der er hævet penge på din konto uden dit samtykke (en uautoriseret transaktion), skal banken sætte pengene tilbage på din konto straks og senest næste bankdag. Det følger af lov om betalinger § 99, stk. 1.

Kun hvis banken har rimelige grunde til at tro, at du prøver at snyde den, må den undlade at betale dig pengene tilbage. I så fald skal banken imidlertid informere Finanstilsynet om disse grunde. Sagt på en anden måde så kan banken altså ikke bare nægte at betale dig pengene tilbage, den skal også informere bankernes tilsynsmyndighed om, hvorfor banken lige netop i din sag mener, at du prøver at snyde den, og at den derfor ikke vil betale dig pengene tilbage.

Hvis banken afviser at betale dig pengene tilbage, kan du derfor med fordel spørge den, om den har informeret Finanstilsynet om det og om de ”rimelige grunde” banken mener at have for at du prøver at snyde den. Har banken ikke informeret Finanstilsynet, har den overtrådt loven, og så kan du klage til Finanstilsynet over det, noget banken formentlig ikke vil være så meget for.

Sidst opdateret oktober 07, 2018