Du er her:

Viser det sig ved modtagelsen af et produkt, du har købt på internettet, at det, du har modtaget, er noget helt andet, end det du bestilte, kan man sidestille det med, at du slet ikke har modtaget noget. I den situation skal du først klage til sælger. Kommer der ikke noget ud af det, kan du kræve, at din bank betaler dig pengene tilbage. Dette følger af lov om betalinger § 112, stk. 1, nr. 2.

Dette følger også af Pengeinstitutankenævnets praksis. I sag 216/2006 havde en forbruger således købt 34 stk. 2 GB hukommelseskort af en sælger i Spanien. Da forbrugeren modtog hukommelseskortene var disse godt nok påklistret et mærke, hvorpå der stod 2 GB, men reelt var der kun 32 MB til rådighed på hvert kort. Pengeinstitutankenævnet var under de omstændigheder enig med forbrugeren i, at de leverede hukommelseskort var ubrugelige forfalskninger, og dermed måtte man sidestille leveringen af sådanne ubrugelige kort med at sælger slet ikke havde leveret noget overhovedet. På den baggrund var banken forpligtet til at føre pengene tilbage til forbrugerens konto ifølge de regler, der i dag fremgår af lov om betalinger § 112, stk. 1, nr. 2, idet disse regler netop skal sikre en forbruger imod at blive snydt i sådanne situationer.

Sidst opdateret oktober 07, 2018