Siden 1. januar 2018 har det været forbudt for både fysiske butikker og netbutikker at tage et gebyr
for at modtage betaling med et betalings- eller kreditkort.
Har du et Dankort, et Visa/Dankort, et MasterCard, et MasterCard Debit, et Visa eller et Visa debet,
må hverken fysiske butikker eller netbutikker opkræve dig et betalingskortgebyr, og det gælder
uanset hvor i EU, du bruger kortet.
Betaler du med et firmakort, må butikken dog stadig opkræve et gebyr.
Har du et American Express kort eller et Diners kort, afhænger det af den indløsningaftale, butikken
har, om den må opkræve et kortgebyr eller ej.
Betaler du med en “mobil betalingsløsning”, må butikken opkræve et betalingsgebyr, hvis den
bagvedliggende betaling er baseret på en konto-til-konto overførsel. Er betalingen derimod som ved
f.eks. Mobile Pay baseret på et bagvedliggende betalings- eller kreditkort, må butikken ikke
opkræve et gebyr.
Læg en kommentar