Udskriv dette indlæg

Sådan får du pengene tilbage, hvis dit barn har brugt penge i Apple’s app store

Køb mønter eller nøgler for op til 649 kr. i Subway Surfers

Køb mønter eller nøgler for op til 649 kr. i Subway Surfers

Er du en af de forældre, hvis børn uden din tilladelse har brugt en masse penge på køb af virtuelle bær, diamanter eller andet godt i forbindelse med dine børns spil på en iPad? Og tænker du, at det da ikke kan være rigtigt, at du skal hænge på den regning? Så har du helt ret, og der er en nem måde at få pengene tilbage på. Se hvordan her.

Mange forældre har været ude for, at de har downloadet hvad de troede var et gratis spil til en iPad, så deres børn kunne spille spillet, hvorefter der uden forældrenes tilladelse og vidende pludselig er blevet hævet en masse penge på bankkontoen.

Når det kan ske, er det for det første fordi Apple har konstrueret sin app store på en usikker måde i forhold til misbrug, og for det andet fordi der findes for mange uetiske, i mine øjne bedrageriske spiludviklere på markedet. De forskellige app stores har på den måde udviklet sig til det nye vilde vesten for nutidens svindlere.

For at starte med spiludviklerne så siger det jo sig selv, at ingen voksne mennesker ved deres fulde fem ville give deres børn lov til at købe en virtuel diamant eller lignende for 650 kr., men hvordan kan børnene så alligevel slippe af sted med det?

Jo, som nævnt er ikke alle spiludviklere lige etiske, og de uetiske laver derfor deres spil sådan, at det måske nok er gratis at spille til at starte med, men hvis man vil nå langt i spillet, eller hvis man vil hurtigere igennem det, så skal man undervejs købe forskellige ting som f.eks. bær eller diamanter. Som forælder kan man derfor være gået ud fra, at det var et gratis spil, man downloadede, men i realiteten bliver barnet så i løbet af kort tid bombarderet med opfordringer til at købe små diamanter til 50 kr., lidt større diamanter til 250 kr. eller kæmpestore diamanter til 650 kr. bare for at nævne et eksempel. Og de skrupelløse spiludviklere satser så blot på, at det lykkes børnene at gennemføre købene, uden at forældrene opdager det.

Køb virtuelle diamanter i Hay Day

Køb virtuelle diamanter i Hay Day, kun 649 kr. for en kistefuld

Men det ville spiludviklerne selvfølgelig ikke kunne slippe af sted med, hvis ikke det var fordi Apple har indrettet sin app store på en yderst usikker måde. Som det sikkert er de fleste bekendt, skal man, for at kunne downloade og installere apps, ja selv gratis apps, give Apple ens kreditkortoplysninger. Man skal altså oprette en konto hos Apple og indtaste kortoplysninger fra ens Dankort, Mastercard eller andet.

Og selv om man i mange tilfælde bliver bedt om at indtaste en kode, når man skal købe noget i app storen, så gælder det ikke altid. Apples app store er som standard indrettet således, at når man har brugt koden én gang, f.eks. til at downloade et spil, så behøver man ikke bruge den ved efterfølgende køb inden for de næste 15 minutter. Og køber man inden for de 15 minutter, løber der en ny 15 minutters periode, hvor man kan købe uden at indtaste koden. På den måde kan barnet sagtens slippe af sted med at købe løs for noget som barnet måske tror er matador-penge, men som i virkeligheden er rigtige penge – dine penge.

Dette koncept er meget udbredt i app storen, og nogle af de populæreste spil som candy crush, smurf’s village og subway surfers er blandt storsynderne. Sidstnævnte er oven i købet udviklet af et dansk firma med base i Århus. I netop Subway surfers gik der i øvrigt under 1 minut, før jeg blev tilbudt at købe noget. I Smurf’s Village gik der to minutter, men så kunne jeg til gengæld også købe bær for 649 kr., hvis jeg skulle have lyst til det.

Men hvad gør man, hvis uheldet er ude, og der bliver hævet mange tusinde kr. på ens konto i sådan en situation. Man kan jo selvfølgelig prøve at klage til den, der har lavet spillet, men det kommer der nok ikke noget ud af. Så kan man prøve at klage til Apple, og måske Apple i nogle tilfælde betaler pengene tilbage, selv om firmaet ikke vil indrømme, at det har gjort noget galt.

Den hurtigste og nemmeste løsning er imidlertid at kontakte ens bank og bede den om at føre pengene tilbage på kontoen. Det har banken nemlig pligt til. Lyder det mærkeligt? Det er fordi der heldigvis er nogle, der har tænkt på os forbrugere, dengang man lavede reglerne omkring sikkerheden i forbindelse med brug af betalings- og kreditkort.

Hvis nogen bruger mit Dankort eller lignende til at købe noget på nettet, uden at jeg har givet tilladelse til det, hæfter jeg ikke for det. Når jeg opdager, at der er hævet penge, jeg ikke selv har givet tilladelse til, siger jeg det blot til min bank, som så har pligt til straks at føre pengene tilbage til min konto, og det uanset om det drejer sig om 100 kr. eller 10.000 kr. Dette følger af lov om betalingstjenester §§ 61 og 62, og der er ingen selvrisiko. Årsagen er, at det alene er de kortoplysninger, der er trykt på kortet, der ligger til grund for betalingen. Koden til selve ens Dankort, Mastercard eller andet er ikke anvendt, og så hæfter banken fuldt ud for uautoriserede hævninger.

Og før nogen nu får ondt af bankerne så har de selvfølgelig sikret sig, at regningen ikke ender hos dem. Nej, den ender i første omgang hos Apple, som man har betalt til. Men også Apple skal nok have sørget for at sikre sig mod dette, så i sidste ende er det den – set fra et forbrugersynspunkt – bedrageriske spiludvikler, som ender med at måtte betale pengene tilbage. Og så skal I bare se nogle spiludviklere, der lige pludselig godt kan finde ud af at lave nogle lidt mere etisk forsvarlige spil.

Oplever du problemer med at få dine penge tilbage, så skriv gerne til mig via kommentarboksen herunder eller på kontakt@forbrugerbloggen.dk.

En vognfuld smølfebær til 649 kr. i Smurf's Village

En vognfuld smølfebær til 649 kr. i Smurf’s Village

Opdatering 18. maj 2013:

Efter at jeg skrev indlægget ovenfor, har flere læsere skrevet til mig om at de har prøvet at kontakte deres bank, som blankt har afvist dem og henvist til Apple. Det er ulovligt, og det skal du ikke acceptere. Hvis du oplever dette, kan du klage til bankens klageansvarlige. Alle banker har pligt til at have en klageansvarlig, og du bør kunne finde oplysninger herom på din banks hjemmeside.

Du kan f.eks. skrive følgende i en mail til den klageansvarlige:

Emnefelt: Penge hævet på min konto uden mit samtykke

Til den klageansvarlige

Jeg er blevet opmærksom på, at der er blevet hævet [indsæt beløb] kr. på min konto [indsæt registrerings- og kontonummer] uden mit samtykke. Det drejer sig konkret om [indsæt de enkelte hævninger og datoerne herfor].

Da det ikke er mig selv, der har foretaget transaktionerne, og da jeg som nævnt heller ikke har givet min tilladelse til dem, har jeg tidligere kontaktet jer for at få pengene tilbage. Dette har I imidlertid afvist, hvorfor jeg nu klager til dig.

Da der er tale om uautoriserede betalingstransaktioner, har I pligt til at betale mig pengene tilbage i henhold til lov om betalingstjenester § 61, jf. § 57. Jeg er bekendt med, at jeg, da transaktionerne er uautoriserede, ikke har pligt til at kontakte det firma (Apple), der har hævet pengene.

Kan heller ikke du give mig medhold, agter jeg at klage til Pengeinstitutankenævnet.

Med venlig hilsen

———————-

Hjælper heller ikke det, kan du som nævnt klage til Pengeinstitutankenævnet. Det kan du læse mere om på www.fanke.dk.

Opdatering 5. marts 2014:

Flere læsere har skrevet til mig om, at de har haft held til at få udbyderen af de spil, der er hævet penge for, til at betale pengene tilbage, mens banken derimod har været modvillig til at betale pengene tilbage. Selv om bankerne handler i strid med reglerne på området ved at nægte at betale pengene tilbage, kan det derfor være forsøget værd at prøve at kontakte udbyderen af spillet også, hvis man ved, hvem det er. Hvis det kan lade sig gøre uden det store besvær, er der jo ingen grund til at køre en lang sag mod banken. Er det købt igennem Apples App store, kan Apple kontaktes på telefon 80 24 96 25.

 

Kommentarer (96)

Trackback URL | Comments RSS Feed

  1. Kenneth siger:

    Hejsa
    Jeg har fået alle penge fra Apple. Årsagen til at banken beder om dokumentation , er at det ofte er nemmere at få pengene fra Apple. Måden du kontakter Apple kan gøres på to måder. 1. Ring til deres iTunes support, dette foregår på dansk. 2. Skift så din iTunes er på engelsk, gå ned i bunden på iTunes og vælg contact support. Dette vil lede dig til en hjemmeside hvor du kan skrive til Apple. Hvis du har brug for mere hjælp så sig til.

    Vi mistede alle vores penge på PlayStation. Årsagen var at hvis vi ville have vores penge tibage, ville Sony forhindre at vores søn’s PS3 ville kunne gå på nettet for evigt. Så alle der har børn som har PS3 og spiller online, sørg for at betallingsinfo er slettet.

    Med venlig hilsen
    Kenneth

  2. Kenneth Jarlshøi Bolø siger:

    Hejsa

    Hvis I gerne vil kontakte Apple via E-mail, så er her den E-mail adresse jeg har brugt :

    itunesstoresupport@apple.com

    Husk at skrive på engelsk.

    Her er hvad jeg skrev første gang jeg kontaktede Apple

    My son is playing serveral games on ipad and I´ve lost all faith. ##### Danish kroners in a few months.
    I have never been so fond of a Company and so quickly put off in my life.
    What are Apple playing allowing this to continue. Many of the purchases were at 649 danish kroner each, for virtual food and gems. The app and Apple itunes allowed repeated high value purchases by my 11 year old son, who does not understand what he was doing.
    How can Apple justify this? They had better issue a full refund.
    He had no idea what he was doing, and he has never done it in any other app. A game made for children – once you´ve given your itunes password in a game session, the kids can keep buying because of the Ios…Clever!
    I´m so dissapointed! and I will write to the Danish consumer council.

    It concerns the following order-id:

    XXXXXXXXXX

    We look forward to hearing from you.

    Best regards

    Kenneth J. Boloe

    Med venlig hilsen
    Kenneth J. Bolø

  3. shari siger:

    Der er trukket ca 3000 kr af min konto i løbet af 3 dag. Min søn spiller online FIFA. Måske ser er gået galt med det. Ingen kunne hjøl pr mig med at se h af er der gået galt. Jeg har aldrig giver min søn min korts opløsninger..

    Pleas hjælp
    Banken kan ikke gøre noget og Sony svar ikke rigtigt:(((

  4. Kenneth J. Bolø siger:

    Hej Shari

    Problemet er at du på Playstation Network har accepteret at din søn spiller FIFA Online, her har du på et tidspunkt indtastet dine kortoplysninger. Nu kan din søn så komme til at købe pakker til FIFA. Hvis Sony skal ind og betale penge tilbage mister din søn rettighed til at gå online på hans Playstation, dette er for selve konsollen og ikke hans PSN-konto. Du kan gå på http://dk.playstation.com/psn/ og logge på med hans PSN-konto og password, her kan du se en betalingsoversigt.

    Med venlig hilsen
    Kenneth

  5. Charlotte Tvorup Blohm siger:

    Tusinde tak for gode råd givet her! Pga dette har vi fået de knap 1000 kr. tilbagebetalt fra banken, der uretmæssigt var hævet på mit kort i forbindelse med vores 10 åriges spil på internettet. Tak fordi der findes et sted som dette 😉

  6. Hanne Hjørringgaard Thorsen siger:

    Vores 14 årige søn har spillet Fifa gennem mange år. ( både PS2 -3- og nu 4 ) Han må betegnes som en erfaren spiller, som færdes hjemmevant i Fifa`s uendelige univers. Han spiller online, kender spillet`s uendelige muligheder og glæder, – men er, gennem det sidste halve år, desvære også blevet konfronteret med, nogle af de uigennemskuelige, – meget bekostelige og helt urimelige og snedige fælder som spillet også indeholder.
    I første omgang var det vores kreditkort som blev koblet på vores søn`s brugerprofil på fifa 15.
    Han var helt klar over at muligheden for, tilkøb af bl.a. fifacoins var overordentlig let tilgængelig – via spillet`s onlineshop. Og han fik lov til det et par gange fra start af -. Vi blev dog hurtigt enige om ( i samråd med vores søn ), at skulle der købes fifa coins – så foregik det via et værdikort til playstation store , som han har købt adskillige af i Game-stop butikker.
    Et par måneder efter, at vores søn købte sin PS4 samt fifa 15 bemærkede via flere ukendte transaktioner på vores kontoudtog -fra Pay pal og Sony entertainment network. Vi blev – af vores pengeinstitut gjort bekendt med, at tranaktionerne havde sammenhæng med Fifa. Men nærmere er vi aldrig kommet det. Mange muliheder har været i spil, var det ekstra spillegebyrer, var det ukendte tilkøb fra online shoppen som vores søn ikke vidste, at han tilkøbte. De sidste uger er det eskaleret, – der har været enkelte transaktioner på 749 kr ( to dage i træk ). Iflg. vores søn svarer det til, at tilkøbe op til 10.000 fifa coins. Et antal fifa coins som han aldrig har haft i sin ” Wallet” i Fifa. Han har max. haft 4000 fifa cions.
    Vi er meget frustrerede og chokerede. Beløbet har sneget sig et godt stykke op over 7000 kr. ( over flere måneder ).
    Vi har selvfølgelig spærret kreditkort og slettet kortoplysninger fra hans brugerprofil. Vi har været i kontakt med en dansk hotline på EA sports. Han kan oplyse os om ( via vores søns brugerprofil ) – at der er koblet hele tre brugere på hans profil. Men yderligere oplysninger kan han ikke give os. Vi bliver henvist til playstation, – og venter på, at vi kan tale med en dansk medarbejder i næste uge.
    Kan andre have fået adgang til vores søns profil og dermed adgang til online shopping ?
    Har nogle oplevet noget lignende ? – Er pengene tabt ?
    – En lang smøre – dog i en forkortet udgave. For yderligere detaljer – kontakt os gerne.

    Med venlig hilsen Hanne.

  7. vibeke janken siger:

    Har også lige været inde på min søns konto. Han har sit eget kort til banken, og han er 15 år. Jeg opbevarer hans kort, og udlevere det efter aftale, hvis han vil købe noget i byen og på nettet. Men de gemmer jo åbenbart alle oplysninger. Nu kan jeg se at der er brugt 12.000 Kr. inden for de sidste 9 måneder. Øv. Det er steamgames.com og en masse transaktioner gennem paypal og navne som . Sheratex, Esea, BV game, Summit1b, TWITCH, Theorriginal. og Sony – sen. Og nogle dage er der hævet 189,- Kr. 3 gange på samme dag. Jeg sidder her nu, og kan ikke komme i kontakt med min søn, fordi han er med skolen i Østrig. Stremgames har selvfølgelig ikke noget telefonnummer eller anden kontakt på deres hjemmeside. Foreløbig har jeg ringet til banken og fået kortet spærret. Jeg kan huske at jeg ca 4 gange har givet tilladelse til at købe spil. Men sandelig ikke så meget. jeg ved altså ikke om min søn selv er klar over det. Men jeg tror det næppe, for han spørger altid. Mange af beløbene er 39 og 50 kr. ca. og det hober sig op. Hvad kan jeg gøre? drengen er jo ikke myndig, og har ikke fået tilladelse??

  8. zeki siger:

    Hej
    For 2 uge siden har vi købt PS4 til vores søn og har tilmeld gratis prøve på PS Plus. I mandags har de trukket et beløb på 699 dkk for en spil som hedder Dying Light Premium Edition Preorder (1) uden vores om tilladelse. Vores son har ikke selv bestilt da han kendt jo slet ikke spil og pengene er trykket 5 dage før spillet komme på markedet. Vi har kontaktet flere gang sony men uden held, da vores bank vil gerne have skriftlig bekræftelse at sony vil ikke betaler penge tilbage.Jeg har registreret mit kort på ps plus da den var krav at man kan får gratis prøveperiode, men jeg har ikke forventet at de kan trække penge når de har lyst.
    Er der nogen der kan hjælpe os?

  9. Hej Zerina
    Når man tilmelder sig en gratis prøveperiode er det ofte sådan at man mere eller mindre tydeligt samtidig accepterer at betale et eller andet, hvis ikke man sørger for at afmelde inden udløbet af prøveperioden. I dit tilfælde vil jeg derfor som banken anbefale, at du prøver at kontakte Sony skriftligt (e-mail) og giver dem et par uger til at svare. Hører du ikke fra dem, ja så må du kontakte banken igen og bede den føre pengene tilbage på din konto, da beløbet så må anses for at være hævet uden dit samtykke.
    Mvh Peter

  10. Camilla Kawa t siger:

    Hejsa.
    Min søn spillede på min iPhone i lørdags og jeg gav ham lov til at få er spil på iTunes.
    Jeg tastede min kode ind og fik installeret spillet.
    Jeg ser senere sammen aften, at der ligger 3 faktura på min mail fra iTunes om der er blevet købt diverse for i alt 624kr.
    Hva gør jeg nu?
    Kan jeg få de pengene tilbage? Da jeg til at starte med tastede min kode ind, er jeg så selv ansvarlig for hva min søn har tastet på efterfølgende?
    Mvh
    Camilla

  11. Hej Camilla
    Hvis ikke selv du har godkendt hvert køb, der er foretaget, er din bank forpligtet til at tilbageføre pengene til din konto straks du klager til banken. Følg blot vejledningen ovenfor.
    Mvh Peter

  12. Charlotte andersen siger:

    Jeg er pludselig blevet trukket næsten 2000kr på mit kort.
    Der står Steamgames.com
    Min søn har dog en stram konto. Men har aldrig brugt mit kredit kort. Han har sit eget
    Kan man få oplyst fra steam hvilen konto der er købt fra ?
    Mit visa er selvfølgelig spærret.

  13. Hej Charlotte. Ud fra andres erfaringer med Steamgames tror jeg ikke du får noget ud af at kontakte Steamgames. Men hvis der er hævet penge på din konto uden dit samtykke, så skal du blot kontakte din bank og oplyse den om det, så skal banken straks sætte pengene tilbage på din konto igen.
    Mvh Peter

  14. jonas siger:

    Hej jeg har problener med at få mine penge retur fra Google konto efter mit barn har lånt min telefon.
    Hun har spillet hay Day og brugt ca. 1500 kr. Hvordan står jeg i denne situation, banken vil ikke tilbageholde pengene.

    Mvh
    Jonas gosvig

  15. Betina Pape siger:

    Hej.
    Efter at have læst dette indlæg, har jeg kontaktet iTunes, med stor venlighed fra deres side, fået mine penge tilbage min søn havde brugt på iPhone, hjælp til at slette mine kort oplysninger på hans mobil og vores andres. Fed side og fed hjælp og forståelse fra iTunes.
    Men nu kan jeg ikk slette mine kort oplysn på hans PS3!!! Kan goggle mig frem til jeg skal i indstillinger < billing- men når knægten ik kan huske sin 3 år gamle kode?!! Åhhh nej, nogen der kan hjælpe?
    På forhånd tak
    Betina

  16. Lars Plovmann siger:

    Hej..

    Hmmm.. min knægt på 13 år, har “misbrugt” mine kortoplysninger… der er hævet 1800 kr over flere transaktioner.. læser her med stor interesse, og skriver det til Arbejdernes Landsbank (min bank) de vil ikke engang tage imod det ! men henviser til deres hjemmeside, hvor jeg kan finde fremgansmåde til den slags..

    6 A4 sider skulle udfyldes, printes, underskrives og sendes, MEN MEN MEN ….. man kan KUN indgive sådan en klage HVIS ens misbrugte kort er spærret !!!! den er jo ikke spærret ! jeg har jo nu styr over det, alle mine kortinfo er fjernet fra hans pc osv.

    KAN de virkelig kræve det ??

    Lars P

  17. Hej Lars
    Det virker som lidt chikaneagtigt fra bankens side, men hvis de insisterer på at dit kort skal spærres, fordi det har været misbrugt, så kan banken jo selv gøre det og så udstede et nyt kort til dig. Jeg vil umiddelbart ikke mene, at de kan kræve, at du selv spærrer det før du kan fremsætte krav om tilbagebetaling af penge der er hævet uden dit samtykke. Ifølge lov om betalingstjenester er det ikke et krav, de kan stille.
    Mvh Peter

  18. Betina Pape siger:

    Hej Lars.
    Ta lige og find mig på fb- Betina Pape så kan jeg guide dig lidt og nemt.
    Mvh Betina

  19. Line Aarestrup siger:

    Hej,
    jeg har opdaget at der over en periode på ca. 20 dage er trukket næsten 4000; på min konto for køb over min søns PSN konto – alt brugt på pakker i Call of Duty. Min søn har ikke foretaget disse køb. Jeg er i kontakt med PSN, men er ikke så langt med sagen endnu. Hvordan står jeg? Har læst at man risikerer at få sin PS4 udelukket fra PSN fremover, hvis man gør krav?
    Venlig hilsen
    Line Aarestrup

  20. Kenneth J. Bolø siger:

    Hej Line

    Der er korrekt at hvis Sony skal tilbagebetale de penge som er blevet brugt på pakker i Call of Duty at der bliver lukket for at konsolen kan gå på nettet. I flg. supporten bliver alle regninger stemplet med serienummeret på ens konsol. Vi turde ikke kræve at få vores penge retur, da det så ville betyde at vores søn aldrig ville kunne spille online.

    Med venlig hilsen
    Kenneth J. Bolø

  21. Hej Line og Kenneth
    Det lyder helt vildt, at Sony skulle gøre sådan. I givet fald overtræder de utvivlsomt dansk lovgivning, da man ikke på den måde må prøve at afskære kunderne fra at klage. Det synes jeg ikke, I skal finde jer i.
    Mvh Peter

  22. Line Aarestrup siger:

    Hej Peter,
    Tak for svar. Nu ved jeg heller ikke endnu om det bliver udfaldet, men det har jeg læst flere steder. Når du skriver, at det synes du ikke vi skal finde os i – hvordan kommer man så lige videre med det?
    På forhånd tak.
    VH Line

  23. susanne jensen siger:

    Hjælp !!!
    Min 14 år årige søn har misbrugt mit kort for et større beløb. Skal banken stå indefor beløbet?? Da han er gå ind på porno og dating sider og er mindre årige??
    Hvad kan/skal jeg gøre??
    Venlig hilsen
    Susanne

  24. Lars Plovmann siger:

    OPFØLGNING..

    Som jeg har skrevet lidt om her, har min 13 årige jo så misbrugt mit kort og det er udfyldt på SEKS sider og indsendt til arbejdernes landsbank.. De FORLANGTE så at kortet skulle spærres.. det blev den også.

    Nu har de ringet, at, ja første fejl var at jeg KUN havde skrevet dansk valuta og ikke udenlandske valuta på papirerne !!! ( de er hævet – trukket i dk. valuta og det er det der står på min konto !! ) nå men næste var at jeg skulle politianmelde min søn for det, og De indgav også en politianmeldelse på ham !!! og ja nærmest truende fortæller hun at jeg jo så skal være klar over at han ville skulle afhøres osv.osv.osv !!!! jeg syntes simpelthen det tangerer til chikane fra bankens side, udelukkende for at få mig til at trække dette tilbage !!!

    Kan det virkelig være rigtigt det her ??

    Mvh. Lars plovmann

  25. Lars Plovmann siger:

    Betinna Pape… du skrev jeg skulle finde dig på FB.. har skrevet til dig for noooget tid siden, du har bare ikke svaret 🙂

    Mvh. lars

  26. Line Aarestrup siger:

    OPFØLGNING
    Playstation har nægtet at tilbagebetale noget som helst. De skriver at købene er foretaget med den PS4 vi har givet dem serienummeret på. Jeg VED købene ikke er foretaget af min søn. Jeg har skrevet tilbage til Playstation at min eneste udvej nu, er at gøre indsigelse mod banken og hvis Playstation derefter lukker for internetadgangen på min søns PS4 er det imod dansk lovgivning – det får jeg sikkert ikke noget ud af… Hvad pokker gør man i den situation? Det er over 4000;…
    Mvh. Line

  27. Line Aarestrup siger:

    2. OPFØLGNING:
    Jeg har modtaget nedenstående svar fra Playstation:
    Hej Line

    Jeg er ked af at høre, at du er så utilfred med vores kundeservice.

    Jeg er bange for at nedenstående står ved magt – vores teknikere fandt jo et ‘match’ mellem jeres spillekonsol og den spillekonsol, hvorpå de mange transaktioner blev lavet.

    Det står dig selvfølgeligt frit for at gøre indsigelse hos din bank, men du skal vide, at både din PSN-konto og din spillemaskine vil blive spærret. Dette sker helt automatisk, da din konto vil komme til at stå i minus i Sonys systemer.

    Mvh.

    Anders
    PlayStation Support

    Det er simpelthen så frækt! Er det virkelig lovligt???

    VH Line

  28. Lars Plovmann siger:

    Da det egentlig haster lidt 🙁 tillader jeg mig at spørge konkret.

    KAN det virkelig passe at banken kan forlange man skal politi anmelde sin søn på 13 år for at han har misbrugt mit kort på nettet til spil ??

    Mvh. Lars Plovmann

  29. Hej Lars, beklager mit sene svar, men det du oplever er alt sammen bankens forsøg på at slippe for at betale pengene tilbage på din konto. Med hensyn til kravet om at du politianmelder din søn, inden du kan få pengene, så har Forbrugerombudsmanden tidligere taget stilling til, at et sådant krav er ulovligt og i strid med god markedsføringsskik, så det synes jeg, du skal oplyse banken om. Kravet om at du skal oplyse beløbene i en eller anden valuta, du ikke kender, synes jeg også lyder som et forsøg på at forhale sagen. Jeg synes du skal skrive en sidste klage til bankens klageansvarlige og sige, at du nu vil have dine penge tilbage og oplyse at får du ikke det, så klager du til Pengeinstitutankenævnet.
    Mvh Peter

  30. Hej Line
    Jeg er helt enig med dig i, at Sony/Playstation er frække. Hvis du vil have dine penge tilbage, skal du, som du også selv er inde på, kontakte din bank, så skal banken straks føre pengene tilbage til din konto. Om det så resulterer i, at Playstation lukker kontoen, kan jeg ikke svare på. Hvis ikke de på den måde ikke vil give dig adgang til at bruge den Playstation, du har købt, synes jeg du skal bede om at få dine penge tilbage for den, da du jo så ikke kan bruge den til det, du havde regnet med.
    Mvh Peter

  31. Lene Rasmussen siger:

    Hej
    Jeg har et spørgsmål , der lyder sådan.
    Jeg opdager at der er blevet hacket penge fra min konto , på Facebook samtidig ser jeg at steamgames har trukket temmelig mange penge også.
    Jeg kontakter min bank, hun siger så nu at de betaler pengene tilbage , men hvis de kan se at det er fra min søns computer, trækker de pengene tilbage og netbank vil opkræve et gebyr på 359 kr for hver postering man gør indsigelse imod.
    Må banken og netbank godt det.
    Min forhånd tak

  32. Hej Lene
    Nogle banker finder på forskellige måder at prøve at få folk til at lade være med at gøre indsigelse, og det ser ud til at din bank er en af dem. Banken må kun kræve pengene tilbage igen, hvis den kan dokumentere, at pengene alligevel er hævet med dit samtykke. De kan ikke hæve pengene bare fordi de måtte finde ud af, at det er din søn, der har brugt pengene. Hvis det har været uden dit samtykke, er det ligegyldigt hvem der har brugt pengene. Jeg tror ikke der sker mere i sagen, men hvis der gør, vil jeg foreslå, at du klager til Forbrugerombudsmanden og Finanstilsynet over det.
    Mvh Peter

  33. Lene Rasmussen siger:

    Hej igen
    Banken har jeg snakket med idag og de siger at firmaerne , kan forlange og få pengene retur samt at jeg skal betale 350 kr for hver indsigelse jeg gør , hvis de kan se det er fra min søns ip adresse .kan de det

  34. Kirsten Nielsen siger:

    Jeg har d.d.lige været ude for ikke at kunne betale ved købmanden idet mit kort var spærret ( trods ok dækning). Da jeg ringer fra butikken til banker får jeg beskeden at de har fået en fax fra Net…. om at jeg har misbrugt mit kort til Playstation….
    Min søn kom for få dage siden og spurgte om han måtte “købe” for kr. 7 til Fifa…hvortil jeg sagde OK…(nok dumt)…nu i dag er mit kort så spærret fordi Net…har observeret mange trækninger i løbet af et døgn….han har åbenbart formået at hæve kr. 2600 i løbet at et døgn ( han er 9 år). Jeg stod ved købmanden og kunne ikke betale da kortet var spærret….sgu gal lige nu…..hvor står jeg stillet?

  35. Hej Kirsten
    Jeg vil anbefale dig at følge mine forslag ovenfor og kræve pengene tilbage af banken, det er de forpligtede til.
    Mvh Peter

  36. Henrik siger:

    Det er ikke kun appel og Sony hvor dette kan opleves. Microsoft kan også!. Min søn har de seneste 2 dage spillet for hele 1779 kr. op i et spil der hedder Monstercrafter på PC. Spillet har sendt faktura på beløbet for køb af diverse opgraderinger og diamanter m.v helt uden min tilladelse. 🙁

    Man bliver måske lidt rød i hovedet når man opdager slags fup.

    Mvh

    Henrik

  37. Henrik siger:

    Ja min banken kender så heller ikke helt reglerne se svar herunder.

    _______________________________________________

    Tak for din henvendelse.

    For at behandle din indsigelse mod transaktionerne foretaget af Microsoft, bedes du indsende dokumentation på at du selv har forsøgt at løse sagen med Microsoft, med henblik på at få dine penge refunderet.

    Transaktionen vedrører køb/tilkøb af spil på en onlineplatform (f.eks. på spillekonsoller), hvortil dit kort er/har været tilknyttet.

    Til behandlingen af din sag har vi yderligere brug for datoen for kontakten, samt Microsofts svar på din henvendelse. og husstandens IP-adresse

  38. Hej Henrik
    Ja det er desværre ikke helt unormalt, at banken beder om dette. Og som jeg kan se, du ved, så har banken ikke ret til det, så du kan bare insistere på, at de håndterer sagen.
    Mvh Peter

  39. Jakob Dan Jensen siger:

    Hjælp !
    Min søn har i løbet af en uge købt diamanter i spillene Dragon, Monsters. Han har også købt coins og figurer i spillene Sling Kong og figurer i spillet Super Power Fx samt guld i World of tanks, så han kunne købe en guldtank og credits (=sølvmønter).
    Han har uden mit samtykke købt for over 10.000 kr som er blevet hævet på min bankkonto, fordi mine kreditoplysninger jo ligger på hans computer så han kan downloade gratis spil fra App store.
    Jeg vil selvfølgelig forsøge at få banken til at betale pengene tilbage som de vel også har pligt til.
    Hvordan kontakter jeg apple ? Er der en dansk webadresse ? Eller skal jeg hellere kontakte de enkelte spiludbydere som er nævnt herover og hvordan gør man det ?

  40. Marie-Louise Andersen siger:

    Har en dreng( 10 år) som jeg købt en app til i julen og derved brugte mit kort på google play, inden jeg fik set mig om havde han brugt for knap 1500kr… Jeg slugte den da det jo var mig der ikke havde fået slettet creditkortet…
    Så her i marts var den gal igen, men denne gang var kortoplysningerne ikke engang blevet indtastet, så frustrationerne var store og jeg er nok tilpas jyde af format, så jeg ville ikke spise mig af med at skulle betale knap 2000kr for noget som vi ikke(i min optik)havde bestilt…

    Jeg gjorde følgende.
    Gik ind i “wallet” på pågældende konto og ind under “contact us” her under kan bede om at blive ringet op, man skal dog være forberet på at det er en engelsktalende medarbejder som man kommer til at tale med. Han hjalp mig med at finde hoved og hale i hele problematikken og Jeg fik refunderet det hele og han forsikrede mig at der ikke var nogle kortoplysninger gemt på kontoen.

  41. Martin Skou siger:

    De fleste køb hos Apple kan fortrydes indenfor 14 dage (ifølge Eu-lovgivningen). I kan finde en guide til det her:

    http://meremobil.dk/2015/01/tip-fortryd-app-koeb-iphone-ipad-itunes/

  42. Charlotte Rasmussen siger:

    Hej Peter,
    Jeg vil blot gøre dig opmærksom på, at banken IKKE er forpligtet til at godtgøre dig (refundere pengene) før du selv har kontakt virksomheden og forsøgt at få afklaret mellemværendet og få pengene retur jvf. Betalingstjenestelovens paragraf 74, stk. 2. Det handler om AUTORISEREDE hævning via kort og pålægger kortholder et ansvar, da kortoplysningerne er oplyst af kortholder selv (f.eks. i forbindelse med Apple-id).

    Det er altså kun ved uautoriserede hævninger (f.eks. stjålne eller hackede kortoplysninger) at Betalingstjenestelovens paragraf 61 og 62 gælder og pengene skal refunderes af banken med det samme.

    Med venlig hilsen
    Charlotte

  43. Hej Charlotte
    Mit indlæg beskriver situationen omkring uautoriserede hævninger, og når man oplever, at der er hævet penge via itunes, afhænger det af den konkrete situation, om der er tale om en uautoriseret hævning eller en autoriseret hævning. Hvis det er en hævning, jeg selv har autoriseret, er det rigtigt, at § 74 så finder anvendelse, hvis der f.eks. er hævet for mange penge, og det er også rigtigt, at jeg i den situation selv skal klage til virksomheden først. I praksis er det folk oplever imidlertid, at der hæves penge for køb, kortindehaver ikke selv har autoriseret, og så er vi inde i §§ 61 og 62, som du også henviser til. Dette gælder uanset om jeg selv i sin tid har oprettet kontoen eller ej. Hvis ikke jeg har autoriseret en konkret hævning, kan jeg kræve pengene tilbage fra banken uden først at kontakte virksomheden.
    Mvh Peter

  44. Jakob christensen siger:

    Min søn på 9 år har brugt for 28000 kr på 10 dage over iTunes på 2 spil, mest på FIFA, jeg har talt med appel, som ville ha’ et par dage til at se på det, men de kunne ikke garantere mig noget.. hvis de afviser, har jeg tænkt mig at bede banken om at tilbageføre pengene.. mit spørgsmål er ; får jeg så ikke bare efterfølgende et problem med appel, med girokort, rykkere og i sidste ende inkasso…? Hilsen jakob

  45. Michael Larsen siger:

    Jeg vil gerne dele en af de historier, som endte godt.
    Vores søn brugte ca kr 20.000 på fifapoint til xbox. Jeg ringede til Microsoft, som straks oprettede en sag om tilbagebetaling… og mindre end en uge efter var alle pengene igen på min konto.

  46. Mona Lisa Jehg siger:

    Gad vide om informationerne her er opdaterede?
    Jeg kunne forestille mig at apple og google finder på veje udenom dette, som f.eks. at få forbrugere til at acceptere handelsbetingelser om “betaling uden brug af kode”, når kortoplysningerne indtastes ved køb af gratis spil.
    Jeg ser pt ingen mulighed for at læse de handelsbetingelser, jeg nok har accepteret, i forbindelse med down load af de første gratis spil til min søn på 5 år.
    Nu begynder de første trækninger på mit kreditkort at dukke op. Jeg er rystet over, at det er muligt.
    Første kontakt med banken: jeg har selv accepteret handelsbetingelserne og banken kan derfor ikke bare trække pengene tilbage. Fortrydelse af købet er en sag ml. mig og google.
    Jeg afventer en opringning fra en mere kyndig it-ansvarlig fra banken.
    Hvordan mon man sletter de kreditkort oplysninger, så disse køb ikke kan foregå?

Skriv en kommentar




Hvis du gerne vil have et billede knyttet til dine indlæg, kan du få det hvis du får dig en Gravatar.

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

Har du brug for hjælp til at få dine penge tilbage?

Jeg hjælper dig gerne

Luk dette vindue

Er du en af dem, der har mistet penge på dit barns køb via iTunes, Google Play eller lignende, og har du brug for hjælp til at få pengene tilbage?

Udfyld blot denne formular, så kontakter jeg dig med en vurdering af dine muligheder for at få pengene tilbage.

Jeg kan fx. hjælpe dig, hvis du har problemer med at få penge retur for spil og apps købt gennem

  • Apples App-store
  • Google Play
  • Sony Entertainment